CES Neble 2026

Så foreligger årets resultat fra Neble på Vestsjælland.Her er et tilbageblik på CES i 2026, hvor Britta og undertegnet har stået for ringmærkningen.

Der var 3 særlige: rødstjert fra Frankrig 30/4, rødstjert som jeg havde mærket som redeunge i haven i 2023 samt en jernspurv mærket i 2019 som 2k.

Vores område er udpræget landbrugsland med læhegn, der støder op omkring mine landbrugsbygninger og stuehus. Der er ikke husdyr på ejendommen. Landbruget er drevet traditionelt med korn og raps afgrøder. Der er anvendt i alt 134 netmeter. 

Hvad vi ikke kunne i 2025, blev til en forholdsvis god sæson 2026 med hensyn til ringmærkning over de 12 mærkning dage.

Det startede stærkt med 76 fugle den 30/4 med 49 mærkninger og 27 aflæsninger fordelt på 18 arter, hvor munk var den mest talrige (se tabel). Dagen bød endda på en udenlandsk aflæsning af en fransk rødstjert, som viste sig at være mærket i sidste del af sommeren 2025 lidt NV for Paris.  Det fortsatte med det gode, idet der hen over sommeren i gennemsnit blev fanget ca. 50 pr. gang, dog med udfald sidst i maj, hvor de fleste fugle er i rugestadiet. Den bedste dag var 12/8 (periode 10), hvor der blev fanget næsten 100 fugle. Samlet blev det til 615 fugle, hvoraf der var 417 mærkninger og 198 aflæsninger.

Der blev fanget 28 forskellige arter. Her er det munk, grønirisk, musvit, solsort, tornsanger, som de mest talrige. Næstefter kommer rødstjert, skovspurv, blåmejse, gærdesanger, jernspurv, gærdesmutte og havesanger. En mindre del udgøres af gulbug, gulspurv, kærsanger, dompap, bogfinke og gransanger.

De fuglearter der slår helt ud i forhold til tidligere år, er mange tornsangere, hvor det blev til 60 mærkninger og 15 aflæsninger, hvor der d. 12/8 (periode 10) blev foretaget 16 mærkninger og 4 aflæsninger.

Munk var igen i år meget talrig med 81 mærkninger og 28 aflæsninger. Derimod har jernspurv og gransanger haft et elendigt år. En art, som næsten ikke er set i august, er solsort. Det har også været tilfældet efter CES perioden. 

En god historie, er en rødstjert han genfanget i maj. Fuglen var ringmærket som redeunge i haven i 2023. 

Her på ejendommen er gråspurv ikke mere eksisterende, desuden har der været 1-2 par stære i foråret uden de har ynglet og det er til trods for, at der hænger 32 stærekasser. 1 par landsvaler forsøgte, men uden held. Der er ikke noget særligt om skovspurv, men den har tilsyneladende det ikke helt så godt, der er ikke den larm af dem som tidligere år, ganske få redekasser har været i brug. Som noget specielt, var en korttået træløber i august. 

Som allerede nævnt en godkendt sæson. Hvad bringer næste år? Landbrugsjorden er bortforpagtet fremadrettet, så det er spændende at se, hvilken påvirkning det kan få med en ny mand, der dyrker markerne rundt om ejendommen. 

Britta og Søren Klarskov

Nyhedsbrev

Få nyhederne direkte i din mail - tilmeld dig nyhedsbrevet herunder!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Skriv en kommentar