topbanner par

Ringmærkning af vilde fugle

Ringmærkning af vildtlevende fugle i Danmark hører under ”Lov om jagt og vildtforvaltning”. Mærkning af fugle må kun ske efter dispensation fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV). Statens Naturhistoriske Museum (SNM) og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi har bemyndigelse til at udstede licenser til fangst og ringmærkning af fugle i Danmark. Læs mere om formål, projekter og ringmærkning i almindelighed på SNM.

Står du og gerne vil i gang med at ringmærke, men mangler licens, et sted at ringmærke eller lidt selskab i forbindelse med din ringmærkning, så kontakt Ringmærkerforeningen, som vil være dig behjælpelig. Du kan også deltage i Årsmødet (februar eller marts), hvor du møder ligesindede. Foreningen afholder jævnligt kurser for nye ringmærkere i samarbejde med Ringmærkningsadministrationen på SNM. Årsmøde og kurser annonceres på hjemmesiden når de offentliggøres.

Ringmærkningsaktiviteter i Danmark

Foreningen forsøger at have et overblik over ringmærkningsaktiviteter på tværs af landet, hvor interesserede ringmærkere, erfarne som uerfarne, kan deltage.

I sommermånederne kan du passende deltage på landets CES-lokaliteter, som Foreningen og Ringmærkningsadministrationen jævnligt støtter. Ringmærkningen foregår ca. hver 10. dag over perioden og kan ofte passes ind med et fuldtidsjob eller studie. Læs mere om CES-mærkning på  CES-siden.

Landets fuglestationer ringmærker i træksæsonen og søger jævnligt både ringmærkere og trækobservatører. Her bor man på eller nær stationen over en længere periode og deltager i stationens aktiviteter dagligt. Især nye og uerfarne ringmærkere kan få stor gavn af et ophold på en fuglestation. Landets største fuglestationer er hhv. Skagen, Blåvand, Gedser og Christiansø. Læs mere om stationerne på deres hjemmesider.

På tværs af landet udføres også diverse mere artsspecifikke eller sygdomsrelaterede ringmærkningsaktiviteter. Disse kan du læse meget mere om på SNM.