Lørdag d. 3. maj gennemførte CES Vestamager det første besøg af årets sæson. Hele fem ringmærkere deltog på dagen, både nye og erfarne.
En stor del af fuglene havde tegn på, at de var igang med at yngle, eller nok skulle lige til det. Det ses primært på hannernes udstående kloak (cloacal protrusion, CP) og hunnernes, men også i nogen tilfælde begge køns, rugeplet (brood patch, BP).
Fangsten var god og som forventet med et fint antal fugle og arter. Vi nåede op på 33 fangster, 26 nye og 7 genfangster. Habitatet bliver bestemt domineret af løvsanger, hvilket både kan ses fra fangsttallene, men også deres sang som lige nu kan høres fra næsten hver en busk i området.
Dagens fugl blev genfangsten af løvsanger A27482, som i år er 7+ kalenderår gammel! Det er totalt vildt at en så lille fugl på 9,5 g har været genfanget hvert år siden 2020, hvor den i sin tid blev ringmærket som 2k+. Løvsangeren flyver godt 5.000 km om efteråret for at nå fra Danmark til overvintring i Afrika syd for Sahara, og samme tur tages når den skal retur næste forår. Denne fugl har altså tilbagelagt 10.000 km årligt siden 2019 (mindst), og har minimum fløjet 60.000 km på træk i sin levetid.

Foto: Første løvsanger for CES sæsonen. Taget af Amanda Johannisson

__________________________________________________________________________________