CES Svendborg, periode 12
Af Michael Bjerregaard, Hans Rytter og Peter Teglhøj
12. og sidste CES ringmærkningsperiode i år blev gennemført d. 22. august 2021 ved Sydfyns Erhvervsforskole, Svendborg. Igen et lavt antal fugle – kun 19 fugle fanget på 6 timer. Dette betyder, at 2021 fangsttallet ender på 353 fugle, hvilket svarer en samlet reduktion på ca. 42% i forhold til de foregående år (2019 og 2020). Mange arter er gået betragteligt tilbage i antal herunder sangerne gulbug (-89%), løvsanger (-69%), gransanger (-56%), tornsanger (-56%), kærsanger (-44%) og munk (-40%). Fremgang ses hos gærdesanger (+300%) og havesanger (+13%). Mejserne klarer sig ikke bedre; blåmejse (-26%), musvit (-52%), sumpmejse (-89%). Arter som stillits, tornirisk, dompap, jernspurv og solsort oplevede ligeledes kraftige reduktioner på henholdsvis -60%, -93%, -52%, -54% og -43%. Rødhals, rødstjert og sangdrossel var arter der klarede sig bedre end tidligere år med fremgange på henholdsvis 27%, 200% og 45%. Samlet set blev 2021 et yngleår hvor væsentlig færre ynglefugle indfandt sig i løbet af de første forårsmåneder. Dette kombineret med vanskelige yngleforhold, med en særdeles kold og våd maj, kraftige hagl- og regnbyger må have haft indflydelse på ungeproduktion og ynglesucces hos mange af arterne. I de 3 år CES har kørt i Svendborg er der fanget 37 forskellige arter. I 2021 blev artsantallet 25 (-21%) mod tidligere års 31-32 arter, så diversiteten i området faldt ligeledes. Fangsttal for 2019-2021 ses af nedenstående tabel.





Blåmejse, Gransanger Løvsanger og Rødhals fra periode 12 (fotos: Peter Teglhøj)
_________________________________________________________________________________
