3 sites fik gennemført periode 10 den 1. august.
Tømmerby melder at der var pænt med fugle ved fjorden, bl.a. fordi Rørspurven nu igen fanges, efter nogle perioder med få af den art. Underligt er det også, at der næsten ikke fanges Skægmejser. En lidt ualmindelig art var Hvid Vipstjert (foto), som formentligt har overnattet i rørskoven ligesom en anden sjælden gæst, Grå Fluesnapper (foto). Så må det nævnes, at Isfuglen gik i nettet for tredje gang i denne sæson.
Sydfyns Erhvervsforskole ved Svendborg melder om fint ringmærkningsvejret med sol fra morgenstunden og 3-6 m/s vind. I alt 37 fugle (13 arter, se tabel) blev fanget hvoraf 29 (78%) var 1k fugle. For 3. periode i træk blev munk antalsmæssigt topscorer med 17 fugle i alt. Sammenlignet med samme periode i 2019 blev der i periode 10 fanget 27% færre fugle i CES området, og færre fugle er tendensen for 2020 generelt. Sammenlignes periode 2-10 for 2019 og 2020 blev der fanget henholdsvis 497 og 438 fugle, hvilket svarer til en samlet reduktion på ca. 12%. De sidste 2 perioder i august må endelig vise, hvor stor reduktionen bliver generelt og hvordan de enkelte arter har klaret sig.
Ved Brabrand Sø har nedgangen i fangsten i periode 10 været markant. Gennemsnittet for perioden 2014-19 er på 62 fugle, mens vi i år landede på blot 28 fugle fordelt på 12 arter (se tabel). Det er dog væsentligt flere en sidste periodes fangst på blot 16 fugle. Af de fangede fugle var der 3 genfangster fra tidligere på sæsonen. Rørsangeren ser ud til at tage revance her sidst på sæsonen, idet det blev den hyppigst fangede art, mens Skægmejsen (næsten) udebliver, som ved Tømmerby Fjord.



Hvid Vipstjert
Grå Fluesnapper
___________________________________________________________________________
